Indledning

Dorit Simonsen, Hospiceleder

(Text in Danish)

Jeg mødte billedkunstneren Maria Dubin i 2011, da hun var i gang med at male et stort kunst­værk direkte på væggene hos Rambøll i Århus. Hun gjorde så stort et indtryk på mig med hele sin tilgang til det store kunstværk, hun var i gang med, den ro og varme hun udstrålede1 at jeg straks inviterede hende til Hospice Djursland. Mit ønske var, at vi sammen med Kunstudvalget kunne se nærmere på muligheden for, at Maria kunne male et kunstværk på en af de store vægge her på Hospice Djursland. Maria sagde ja tak til invitationen, og vi besluttede, at hun kontaktede mig, når hendes arbejde på Rambøll var afsluttet.

Kunstudvalget, undertegnede og Maria Dubin havde det første møde i januar 2012. Allerede da Maria Dubin ankom til hospice, var det tydeligt at mærke, at hun havde noget vigtigt at dele med os - hun havde fået en rigtig god ide. Ideen om små livshistorier, små livsbilleder, fortalt af patienter eller pårørende og malet af Maria.

Vi arbejdede efterfølgende sammen med Maria om at få udformet et godt projekt. Et projekt, som skulle kunne involvere hele huset, patienterne, de pårørende, de frivillige og medarbej­derne, og et projekt, som nogen havde lyst til at investere penge i. Projektet blev til

"Historierne på væggen - Livsbilleder på Hospice Djursland." Vi valgte i processen, at billeder­ne ikke skulle males direkte på væggen, men at hver historie skulle have sit billede.

Formålet med projektet var, at de involverede patienter og pårørende oplevede at blive set som hele mennesker, fulde af vigtige stunder, drømme og livsvisdom. Muligheden for at for­tælle blot en enkelt lille historie kan medvirke til, at man for en stund bliver optaget af andet og mere en det at være alvorligt syg og døende. Derudover kan patienten og den pårørende bidrage med noget, som er betydningsfuldt for andre. En lille personlig historie på skrift og i billeder, noget andre mennesker kan relatere sig til og måske spejle sig i.

Projektet blev godkendt i Kunstudvalget og i bestyrelsen for Hospice Djursland, og vi gik i gang med at søge økonomi til projektet. Donationer fra Cykelholdet Team Odd Fellow, Støtteforenin­gen Hospice Djursland og Nykredits Fond gjorde projektet muligt.

Projektet blev igangsat i maj 2012 og forløb i uge 21. Maria ankom med sit arbejdsbord, farver, pensler, papir, i det hele taget med hele sin atelierstemning. Fra arbejdsstationen i Atriumgården var Maria synlig for patienterne og de pårørende, og hun indgik hele ugen i dagligdagen på hospice. Hun fik besøg, og hun gik på besøg. Og hun indbød patienterne til at kom­me med en genstand, som havde særlig betydning i deres liv lige nu. Ud fra genstanden, dens historie og den dialog, Maria havde med patienterne, lavede hun en serie billeder - Livsbilleder - på store papirark med tusch og pigmenter. Livshistorien knyttet til genstanden blev efter af­tale med patienten nedskrevet af fire frivillige på Hospice Djursland - Johs. Jakobsen, ·Agnete Refskov, Lisbeth Nielsen og Helle Hallberg. Alle fire er i forvejen trænet i at nedskrive livshistorier på hospice hos de patienter, der ønsker det. '

Efter aftale med patienterne og de pårørende fik vi lov til at fotografere hele arbejdsprocessen med henblik på at dokumentere projektet i denne bog. En bog, som vi ønsker, kan være til glæde for de pårørende, for de efterlevende til de involverede patienter, for fremtidige patien­ter og for alle, som arbejder med alvorligt syge og døende mennesker. Fotograf på projektet er Erik Hansen, som ud over at være erfaren amatørfotograf også er medlem af Cykelholdet Team Odd Fellow.

Det blev en helt fantastisk uge med stor aktivitet for alle. Hele huset summede af latter og snak og megen trafik frem og tilbage til Atriumgården, som midlertidigt var omdannet til ateli­er for Maria. Tegningerne blev under hele arbejdsprocessen hængt op i Atriumgården til glæde og refleksion for patienter, pårørende og medarbejderne på Hospice Djursland.

Vores ønske med denne bog er at give et indblik i det, som foregik i den uge i maj måned. Vi vil vise selve processen, hvordan kunstværkerne blev til, og vi vil vise billederne og de histori­er, der ligger bag.

De billeder, der blev malet i løbet af ugen og godkendt til "Historierne på væggen" hænger i dag på den store væg i den østlige ende af gangen på hospice over for stue 15.

Rigtig god fornøjelse.

Frirum

Af Maria Dubin

Jeg stod på liften i 16 meters højde og malede blomster fra Madagaskar i Aarhus, og da jeg kom ned igen, stod en meget venlig dame og ventede på mig. Hun sagde, at hun godt kunne tænke sig, at jeg lavede et værk til Hospice Djursland.

Det var hospiceleder Dorit Simonsen, og jeg blev selvfølgelig nysgerrig.

Et år senere kørte jeg fra Sjælland til Jylland, en af de vinterdage, hvor alt er uendeligt gråt. Jeg skulle se Hospice Djursland og mødes med ledelsen og Kunstudvalget og drøfte muligheder for et samarbejde. Jeg havde aldrig besøgt et hospice og var lidt bange. En ængstelse, der vi­ste sig at være fuldstændig ubegrundet, for fra det øjeblik, jeg trådte ind ad hoveddøren; kun­ne jeg mærke, at jeg her kom til et usædvanligt smukt sted, et sted med respekt og omsorg. Der var simpelthen en ro og ikke mindst værdighed. '

På min rejse dertil havde jeg tænkt, at det mest nære, jeg kunne byde ind med, var, hvis jeg skabte værker i dialog med stedet, og på stedet. Men jeg kunne først vide, om dette var reali­stisk, når jeg var der.

Jeg blev klar over, at her kunne jeg bygge mit "makeshift" atelier, og at jeg ville tilbyde pati­enterne at komme med et objekt, der havde særlig betydning for dem, som jeg så ville male på stedet.

Vi blev enige om, at projektet skulle foregå i foråret. Et hold frivillige ville blive tilknyttet pro­jektet og skrive historierne om objekterne og deres ejermænd ned, og en fotograf skulle doku­mentere forløbet.

Nu var det strålende maj, og jeg byggede mit atelier op i Atriumgården. For at varme op hav­de jeg taget nogle af mine egne favoritobjekter med - 2 tørrede søheste -, men jeg nåede knapt at tegne dem, før den første patient havde meldt sig.

Hun ville gerne, at jeg mødte hende på hendes værelse for at tale om, hvad hun havde tænkt sig. Jeg sad på fodenden af Dorthes seng, og hun viste mig fotos af sine børnebørn og sig selv, som hun gerne ville have, at jeg malede et billede fra. Jeg har aldrig malet portrætter fra fotografier; det er noget af det værste, jeg kan forestille mig rent portrætmæssigt; og jeg var klar over, at dette var et dilemma, for jeg ville jo også gerne imødekomme hendes ønske. Imens hun talte, var der det skønneste lys omkring hende, hun var så smuk, og midt i hendes pande var et hjerte. Mit dilemma var løst, jeg ville selvfølgelig male hende. Hun skulle sidde model og være hovedfiguren i billedet med hendes børnebørn inddraget.

Jeg malede ikke blot et billede af Dorthe, jeg malede hende hver eneste dag, hver dag et nyt billede. Jeg blev dybt betaget af hende og kunne slet ikke lade være med at male hende, og hendes børnebørn kom også med.

Mødet med hver eneste af patienterne og deres kære var unikt. Jeg var beæret og benovet over at få lov til at dele historier, og atelieret boblede af energi. Det blev et frirum, hvor både de patienter, der kunne, opholdt sig, samt deres pårørende, personalet og de frivillige. Vi grinede og græd sammen, udvekslede tanker, drak vin, sang - og jeg malede.

Mine modeller var søde hunde, cigarkasse, hvidvin i køler, bamser, stokke, origamifugle og blomster m.m.

Hvert eneste billede med sin historie.

På Hospice Djursland bliver alle set. Personalet er fuldstændig enestående i deres omsorg og respekt. Og æstetikken er der kælet for, der er simpelthen smukt.

Til ferniseringen kom alle de patienter, som jeg havde malet billeder for. De blev kørt ind i senge og kørestole af deres pårørende eller af personale. Det var en fin og rørende afslutning på en uge, jeg aldrig vil glemme.

På vej hjem igen i min bil med mit transportable atelier var jeg fuld af voldsomme stemninger af både sorg og glæde, samt en varme fra bevidstheden om, at et maleri kan give lindring.