Udstilling
Tactile Metamorphosis
Holmegaard Værk
Februar 2022
Af Catherine Lefebvre
Kurator
Med udstillingen Tactile Metamorphosis er vi nået til en syntese i billedkunstneren Maria Dubins værk, en syntese, der er blevet til ved intensive arbejdsperioder gennem de sidste 5 år. Når tidsperioden indkredses til de seneste 5 år, er det, fordi der er en klar sammenhæng mellem de udstillinger og serier af værker, som Dubin i denne periode producerer. Den ene stærke udstilling leder til den næste, og ud af refleksionerne og det taktile arbejde kommer nye, prægnante værker.
Man skal forstå, at Tactile Metamorphosis netop er en videreførelse af de store decoupageværker i serien Take a Walk in the Park (vist på Det Fynske Kunstakademi i 2019 og på Holmegaard Værk i 2020), som igen udsprang fra de store tuschtegninger og akvareller i værket Karen Blixens Blomster (vist på Karen Blixen Museet og i Tunis i 2018 og 2019).
I den tid, hvor værkerne har udviklet sig og har skiftet tematikker, er der kommet nye erkendelser til, og syntesen af disse ses i denne overdådige udstilling. Maria Dubin har arbejdet med tekstiler, med gamle og nye tekstiler, der danner basis for et nyt udtryk. At male med tekstil, at se og tage tekstilet til sig, er en ny måde for Dubin at fortælle en historie på. En meget personlig historie, der bliver en del af den miljøbevidsthed, som vore samfund befinder sig midt i, og som man ikke kan sidde overhørig.
Tekstilmalerierne er fremstillet af tekstiler fra 4 generationer i Maria Dubins familie.
Marias oldemors broderier, en 70'er-skjorte, blonder, kniplinger, en velourdug fra 1920'erne, lagner fra 1980'erne, et tæppe købt i Mexico i 1960'erne ... Disse tekstiler bliver sammensat til et nyt sprog, en meget personlig historie bliver almengyldig, da vi alle genkender vore egne historier i tekstilerne.
Tekstilerne bliver en ledetråd for Maria Dubin. Hun følger med dem i udtryk og form og giver dem nyt liv. Et bevægende nyt liv, der rammer beskueren på genkendelsen og hukommelsen. Med stort mod tager Dubin livtag med disse vævede tråde, som skal finde sig til rette i deres nye situationer. Uden at ryste på hånden bliver familieklenodier integreret i deres nye kontekster og får hermed ny betydning. Tekstilerne går fra den private til den offentlige sfære.
Mønstre, blonder, strukturer, tråde, ædle og almindelige materialer, som repræsenterer hver deres tider, kommer til at udgøre råstoffet i denne series udtryk.
At naturen til stadighed spiller en hovedrolle er let at fornemme; vi er vidner til noget, der er større end tekstilerne.
Når Maria Dubin maler med disse tekstiler, skaber hun ny værdi ud fra det eksisterende og præsenterer os for både tankevækkende og umiddelbart tilgængelige, taktile værker i den vidunderligt vedkommende verden, som hun skaber.
Lige så vel som den sorte blomst blev forvandlet til en del af et gigantisk naturbillede, som nærmest sprængte rammerne, lige så vel ved vi, at disse værker ikke udelukkende handler om en familieerindring. Værkerne sætter rammen for en ny forståelse af vor komplekse verden, hvor private minder blandes med den virkelighed, som vor verden og planet befinder sig i, hvor naturen bliver en faktor, man må forholde sig til. Også billedkunstneren som med denne udstilling ikke søger at gøre oprør, men med forstandighed tager sin egen familiehistorie ind i et konstruktivt udsagn om verdens tilstand.
Oprør?
Jo, måske alligevel. På den elegante måde.
Tactile Metamorphosis
Holmegaard Værk
February 2022
By Catherine Lefebvre
Curator
With the exhibition Tactile Metamorphosis, we have reached a synthesis in the works of the pictorial artist Maria Dubin, a synthesis evolved through intensive working periods throughout the last 5 year. When the time period is narrowed down to the last 5 years, it is because there is a clear connection between the exhibitions and series of works Dubin produces in this period. One powerful exhibition leads to the next and out of the reflections and the tactile work come new, pithy works.
One has to understand that Tactile Metamorphosis is indeed a continuation of the large works of decoupage from the series Take a Walk in the Park (Funen Art Academy, 2019 and Holmegaard Værk, 2020), which again arose from the large ink drawing and watercolours from the work Karen Blixen's Flowers (Karen Blixen Museum and in Tunis, 2018 and 2019).
In the time where the works have evolved and changed the complex of themes, new perceptions have supervened and the synthesis of that can be explored in this sumptuous exhibition. Maria Dubin has worked with textiles, with new and old textiles, which forms the basis for a new expression. To paint with textiles, to see, and to embrace the textile is a new way for Dubin to tell a story. An outmost personal story that becomes part of the environmental awareness our societies are in and we cannot ignore.
The textile paintings are made of textiles from 4 generations of Maria Dubin's family.
Maria's great-grandmother's embroideries, a 70s shirt, laces, bobbin laces, a velour cloth from the 1920s, sheets from the 1980s, a carpet bought in Mexico in the 1960s ... These textiles are put together to a new language; a very personal story becomes universal as we all recognise our own stories in the textiles.
The textiles become a guide for Maria Dubin. She follows them in expression and form and gives them new life. A moving new life that touches the beholder on recognition and remembrance. With great courage, Dubin wrestles with these weaved threads which have to find comfort in their new circumstances. Without flinching, the family treasures are integrated in their new contexts and gain new meaning. The textiles transfer from private to public sphere.
Patterns, laces, structures, threads, precious and ordinary materials, each representing their own time, are the raw materials in the expression of this series.
It is easy to sense that nature constantly plays a main part; we are witnessing something greater than the textiles.
When Maria Dubin paints with these textiles she creates new value out of the existing and presents us to both thought-provoking and immediately intelligible, tactile works in the wonderfully relevant world she creates.
As well as the black flower was transformed to be a part of a gigantic landscape that almost burst the framework, we know that these works are not solely about a family memory. The works frame a new understanding of our complex world where private memories are mixed with the reality our world and planet is in, where nature becomes a factor we have to address. Even the artist who with this exhibition not seeks to rise in rebellion, but with sensibleness takes her own family history into a constructive statement about the state of the world.
Rebellion?
Well, maybe after all. But the elegant way.