Take a Walk in the Park

Maria Dubin på Det Fynske Kunstakademi

Af Mai Misfeldt, anmelder ved Kristeligt Dagblad

I udstillingens titel Take a walk in the park ligger der en opfordring til at gå på opdagelse i de nye værker. Når vi taler om, at noget er ”a walk in the park”, handler det om, at det er let. Måske næsten for let, det er i alle fald ikke forbundet med noget, man skal prøve sig selv på. Jeg tror Dubin vil mene, at vi skal bruge langt mere tid på vandringer i parken, og på faktisk at nå frem til at være i den lethed, skønhed og nydelse, som man kan finde der, hvis man tør gå lidt ned i tempo. Når man er på tur i parken, er der tid til at standse op, ja, man må sågar lægge sig ned og se op i blomsterkronerne, man må lukke øjnene en stund, åbne dem igen og betragte et blad, der langsomt spiralerer ned fra efterårets grene.

I sommeren 2019 havde Maria Dubin fået et ophold i gæsteatelieerne i Hollufgårdparken. Hun ankom en søndag aften, det var meget varmt, og hun kom fra en lang biltur fra Rotterdam, hvor hun havde afleveret sin søn på Willem de Kooning Academie. Nøglen lå som aftalt under en sten, og hun måtte ud for at finde noget at spise. Men først ville hun lige se parken, trække lidt frisk luft. Da hun kom forbi en bålplads, så hun en gruppe på 10-15 unge arabiske mænd. De var ved at grille merguezpølser, og da hun standsede op for at hilse på, blev hun inviteret til at spise med. De unge, der fejrede, at de havde fuldført koranskolen, glædede sig over, at Maria Dubin kendte retterne, de diskede op med, og det arabiske, som hun har lært efter mange år i Tunesien, vakte begejstring. Næste morgen meget tidligt gik hun i gang med billederne, der blev til Take a Walk in the Park.

Den lille fortælling er sigende for Maria Dubin. Hun er et menneske, der møder sine omgivelser uden forbehold eller forstillelse. Man bliver glad, når man møder Maria Dubin, fordi man mærker hendes oprigtige nysgerrighed og interesse. Fordi hun selv har denne udstråling, tror jeg også, at hun modtager meget indstråling.

Man kan selvfølgelig ikke sætte lighedstegn mellem den måde, et menneske er i verden på, og så vedkommendes kunst. Men jeg ser alligevel Maria Dubins værker som båret af den form for joie de vivre, der kendetegner hendes person. I hendes nye værker, er hun gået helt op i skala, og de er båret af en lystfuld og musikalsk farveenergi. Sammen er billederne som en symfoni, hvor temaer og motiver går igen.

Decoupage-værkerne, hvor der både er klippet og malet, opstod som en viderebearbejdelse af et tidligere projekt. Karen Blixens blomster, som var en lang række sort-hvide tuschtegninger, hurtigt og intuitivt udført, efter en form for meditation over individuelle blomstervækster i Karen Blixens park. I de nye værker har hun klippet nogle af tegningerne op, farvelagt dem, og forenet dem på lærredet med nye tegninger fra Hollufgårdparken. En form for samplet maleri kunne man sige, hvor et forudgående projekt katapulterer et nyt projekt af sted.

I det maleriske rum er tegningerne sat fri, blade og frøkapsler har selvstændiggjort sig fra deres stængler, og optræder som svulmende og svangre former og mønstre. Valmuens skrøbelige blade har fået stamina af rød olie. Decoupage-værkerne nærmer sig det abstrakte, men det er samtidig tydeligt, at de har bund og grund i virkeligheden. Den frihed, som Dubin arbejder med, har hun netop opnået, ved lange og tålmodige studier af væksterne på Rungstedlund og Hollufgård.

Værkerne er en cyklus af vækst og visning, fra det bløde sarte frø til den tørrede frøskal. Solsikkens store brune hoved nikker på den tørre stok, og samtidig ses den som et tindrende stjernebillede, hvor hvert eneste frø har sin plads i Fibonaccis talrække. Der er så meget potentiel energi i de billeder, al den energi, som blomstring kræver, og som frigives, når planten visner og lader frøene falde. Maria Dubin har samlet energi på sine vandringer i parken, nu åbner hun parken for dig som betragter, og byder dig generøst indenfor, eller rettere udenfor. Take a walk.