Den Sorte Blomsts farvebudskab

Af Catherine Lefebvre, kurator, mag.art. og cand.mag

”Øvelse: Foretag en rejse, til du kommer til en have. Gå ind i haven. Vælg den blomst, der i dag står tydeligt frem for dig. Skær blomsten af, bær den forsigtigt hjem. Betragt blomsten. Læg den væk. Tegn blomsten i én koncentreret bevægelse. Gentag denne øvelse regelmæssigt.”

Således begynder Mai Misfelt sin fine tekst ”Marias blomster”, som udkom med den første bog ”Karen Blixens blomster” i 2017. Der er en klar reference til Yoko Onos praksis i dette citat, og denne lille øvelse bliver pludselig et sindbillede på den proces og udvikling, som billedkunstneren Maria Dubin har gennemgået med blomstertemaet. En nærmest meditativ, introvert og diskret bevægelse, der næsten ikke har fundet sted; så stille blev enkelte blomster plukket og værdsat for derefter at blive til klare formater med den strenge, men også varme, sorte tusch, der med sit stringente og enkle udtryk formidlede blomstens sjæl.

Fra dette udsagn i de fire bøger på dansk, engelsk, tysk og fransk, som udenpå stråler af farve og indeni er ligeså sort/hvide gennemgår blomstertemaet en transformation, og der er nu fyret gevaldigt op under formatet og farverne.

Vi bliver mødt med den ekstroverte side af Maria Dubins værk, det vildt favnende, ekspressive og energiske udtryk, som hun også excellerer i. Her arbejder hun sig ind på blomstens essens generøst formidlet af en farvepalette, der giver mindelser om den frodige blomsterhave midt i højsommerens farveflor. Her er ingen smalle steder, kun overflod af lys, farve, glæde og natur. Her deler Maria Dubin rundhåndet ud.

Den sorte blomst er pludselig forvandlet til en del af et gigantisk naturbillede, som nærmest sprænger rammerne: kan blomsterne mon blive derinde? Det hele er på vej ud over rammerne, og vokser og gror ud på os, ud i verden. På samme måde som Maria Dubins værk fylder, giver lyd, gør indtryk og inddrager. Materialevalget er elegant og let: papir, oliekridt, akvarel, blyant og ægge-tempera.

Det begyndte med en personlig dagbog, en diskret øvelse, der skulle gentages regelmæssigt, blomsten skulle sanses. Det blev der et sort haikudigt ud af, hvor selve blomstens indre blev opfanget i den ene koncentrerede bevægelse. Ud af haikudigtet er vokset den store fortælling - som hos Blixen - en fortælling om generøsitet, skæbnetråde og rejser. Blomsten fører os til vidtforgrenede steder og fanger os i det øjeblik, hvor den bliver plukket. Lige i det øjeblik, hvor den fremstår allermest bedårende og forførende.

En serie af de prægnante, sorte blomsterbilleder udstilles lige nu i Tyskland på Giessen – Marburg Universitetshospital ved Frankfurt am Main. Den gule bog, som er udkommet på tysk, er en del af udstillingen, og vises såmænd for tiden på sygehusapoteket: et lægende middel, der lyser op midt mellem medikamenterne. For et år siden blev de sorte blomster vist i Tunis i et litterært galleri.
Fra Tunesien til Tyskland og nu i Odense i farver. At gå på opdagelse i blomstens verden med Maria Dubin som guide er at genopdage blomstens univers langt fra den snævre betydning, som oftest tildeles denne plante. Det er at genopdage verden og række ud og sige ja!
Ja tak.